BUPL: Der er bug for en akut hjælpepakke til børnene i Nordjylland
Der er brug for en akut hjælpepakke til daginstitutioner og fritidsinstitutionerne, så børn og pædagoger får en tryg og forsvarlig hverdag under nedlukningen af Nordjylland. Lige nu hersker der alt for stor usikkerhed om, hvad der skal ske, mener BUPL.
Mandag træder en række restriktioner i kraft i de syv kommuner i Nordjylland, som er lukket ned for at stoppe smitten med en ny muteret version af Covid-19.
Men både for børn, forældre og pædagoger er der stor usikkerhed om, hvilke regler der gælder. Må alle børn komme i daginstitution? Vil der være ressourcer til at dække ekstra rengøring, holddeling og mindre børnegrupper?
”Børn, forældre og pædagoger i Nordjylland har brug for en klar udmelding. Og hvis vi skal sikre en både sundhedsmæssig og pædagogisk forsvarlig hverdag for børn og det pædagogiske personale, kommer vi ikke uden om, at der er brug for en økonomisk hjælpepakke til daginstitutioner og fritidsinstitutioner,” fastslår formand for BUPL Elisa Rimpler.
Regeringen har besluttet at holde vuggestuer, børnehaver, SFO’er og klubber åbne, selvom resten af Nordjylland lukker ned. Det sker på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger og ønsket om at holde samfundet i gang.
”Den beslutning anfægter vi ikke. Men det er jo på ingen måde en normal hverdag, som børn og pædagoger møder ind til. Vi har brug for helt klare retningslinjer og ressourcer til at overholde dem, så det bliver trygt for både børn og ansatte,” fastslår Elisa Rimpler.
BUPL har selv foreslået Børne- og Undervisningsministeriet en række konkrete tiltag, der kan begrænse smittespredningen og sikre en pædagogisk forsvarlig hverdag.
Det handler først og fremmest om ekstra personale til opdelingen i mindre børnegrupper, ressourcer til ekstra rengøring, mulighed for at begrænse antallet af børn, og obligatorisk brug af mundbind for forældre, der afleverer og henter børnene.
Helt konkret foreslår BUPL en bemanding på mindst 2 pædagogiske medarbejdere (heraf mindst én pædagog) per 5 børn i vuggestuen, 2 medarbejdere per 10 børn i børnehaven og 2 til 15 i SFO’en.
BUPL har i flere omgange kritiseret kommunerne for under corona at holde igen med pengene til ekstra pædagogisk personale, ekstra rengøring og høj hygiejne. Regeringen fastholder, at kommunerne har fået penge til at dække ekstraudgifterne.
”Situationen i Nordjylland er for alvorlig til at fortsætte med det abespil. Jeg vil kraftigt opfordre de nordjyske kommuner til at sørge for de nødvendige ressourcer her og nu. Så må de klare regningen med regeringen bagefter. Alt andet er uansvarligt,” siger Liselotte Thomsen, der er formand for BUPL Nordjylland.
BUPL har også tidligere krævet obligatorisk brug mundbind for forældre, når de er indendørs i institutionerne. Den beslutning har regeringen og sundhedsmyndighederne hidtil overladt til kommunerne. Frederikshavn er foreløbig den eneste af de syv nordjyske kommuner, der har indført krav om mundbind eller visir for forældre.
Kommentarer